layoutelementlayoutelement
 
Foto: Thomas Petri

Meridiano Teatret & KIO: Baku

Anmeldelse skrevet af: Freja Nordenhof, Nanna Vig Mott og Ida Marie Aaberg, gymnasieelever på Horsens Statsskole

Et japansk mytologisk dyr, ved navn Baku, har den mirakuløse evne at kunne fjerne menneskers mareridt. Den lever af metalsplinter, men disse forsvinder lidt efter lidt, da krig hærger i dens verden og mennesket opbruger alt metal til fabrikering af dødelige våben, hvilket forringer dens magiske evner. Dette lille dyr skaber den røde tråd i denne forestilling, hvor stemninger og det visuelle aspekt spiller en afgørende rolle. I fortællingen er menneskers ødelæggelse, krig og våben igennem tiden i fokus og er sat op på en kalejdoskopisk, drømmelignende måde, hvori tid og rum er ophævet.
Teaterforestillingen “Baku” blev opført søndag d. 20. september klokken 13.30 på Kilden,  den blev opført af Meridiano Teatret & Kio Company og varede 65 min.
Forestillingen starter, da den mørke sal oplyses af fire skuespillere, som står bag en skærm og danner et skyggebillede. To af skuespillerne er japanske og de to andre er danske, hvilket vi præsenteres for i den første scene, hvor fortællingen om Baku starter. Denne scene består nærmest udelukkende af tale, som én af de få i teaterstykket, hvor de japanske skuespillere først fortæller baggrundshistorien om Baku, hvorefter de danske skuespillere oversætter.
Under hele forestillingen er skærmene, som skaber skyggebilleder og viser videoer, vigtige og bliver i høj grad benyttet. Størstedelen af forestillingen lægger vægt på stemninger frem for en konkret historie. Kulisserne har en stor betydning, da de ikke blot sætter rammerne for stykket, men bliver inddraget i skuespillet. Et eksempel er en lang sekvens, hvor skuespillerne går over scenen, og vi kun ser dem i korte øjeblikke mellem skærmene. På skærmene er der vist ét fattigt menneske fra krig af gangen, hvor skuespillerne hver især imiterer dette menneske. Dette er en effektfuld scene, netop fordi det er så langtrukkent og hér er præcision vigtigt at mestre for skuespillerne, for at det fungerer. Igennem hele forestillingen gøres der ofte brug af denne langsomme rytme, og tilsat de omsluttende, dundrende lyde, bliver der lagt et tæppe over publikum som giver den trykkende, sørgelige følelse - skabt af krig. Krigen bliver netop så stærkt afbilledet, vha. de høje lyde af skud, realistiske som fløj de over ørene på én, mens lyset var dæmpet med flygtige brud af lysglimt.

Til dette havde skuespillerne forskellige kostumer, men den sorte dragt gik dog igen flere gange. Ved hjælp af kostumer, kunne skuespillerne skifte deres roller fra den neutrale rolle til noget nærmere en karakter. Mange af kostumerne var japansk inspireret og det japanske tema, var en bærende del af dette stykke.

Selvom det hverken var dialoger eller monologer der fyldte meget i dette stykke, syntes vi der med lyd, lys, skyggebilleder osv. blev dannet utrolige historier, som frembragte både følelser og tanker. Især tankerne, der blev ført hen til krigens evige ødelæggelse, satte sig godt fast, hvilket gav en stor værdsættelse af ens egen situation.

Med dette stykke får de vist både den forfærdelige side af krig, men også hvordan der selv i mørke tider, kan findes kærlighed og håb. Og måske kan være starten på en ny begyndelse.
Indholdsansvarlig Ditte Felding, dfe@horsens.dk  
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk