layoutelementlayoutelement
 
Foto: Thomas Petri

Meridiano Teatret & KIO: Baku

Anmeldelse skrevet af Malene Louw-Christensen, gymnasieelev Horsens Statsskole

Lyden af stilhed går sagte gennem Kilden i Horsens hvor det beskedne søndagspublikum sidder på rad og række mens de næsten holder vejret af spænding. Fra loftet hænger stjernelignende lygter som sammen med den dæmpede sal bidrager til en drømmelignende stemning.
Med ét bliver tavsheden brudt af en halvgennemsigtig skærm med et blåt billedudsnit akkompagneret af hvad der lyder til at være japansk sokyoku - en traditionel, gammel musikgenre. Mens denne ukendte musik fylder salen men en følelse af mystisk fra forgangne tider, afslører billedudsnittet sig snart at være en del af det mytologiske væsen, Baku;

”Guderne skabte Baku af det, der blev til overs fra andre dyr, de havde skabt. De gav den et udseende som en tapir, ro som en okse, snuhed som en tiger, kræfter som en bjørn og hukommelse som en elefant. De skænkede den en magisk evne til at tage folks mareridt væk. Baku lever af at æde metal. Når der er krig, bliver alt metal brugt til produktion af våben, og Baku taber derfor lidt efter lidt sine magiske evner til at opsluge menneskenes mareridt”

Skærmen fader til sort, og der affyres et altafgørende skud, sort på hvidt, henover lærredet, som i dette øjeblik ikke rigtig synes at være til stede i realiteten. Der er ingen vej tilbage; kuglen har skudt de evige krige i gang.  

Hvirvlet ind i en uendelig krigszone svæver man nu ligesom en observatør over et mentalt tidshav skiftende mellem fortid og nutid, medens der på scenen udspiller sig altafgørende, moralske valg mellem karaktererne.  Den empatiske dyrepasser, Ivans, tvinges af en sadistisk soldat til at skyde sin elskede, halvtamme, bakusymboliserende tapir. Et andet sted i tiden sker et mord på hvad der lader til at være en berømt, amerikansk diplomat i Japan som observeres af Baku.
Nogle timer før dette befinder en japansk, ung kvinde sig på en metrostation hvor hun får udleveret nogle dokumenter. Førnævnte tager sin violinkasse og begiver sig herefter af sted til hvad der ligner et baglokale til konferencerummet hvor den amerikanske diplomat nu er i gang med at holde sin tale for landsdækkende tv. Med ét stopper tiden, og hendes tanker materialiserer sig i form af Baku, hvorefter hun skyder amerikaneren ned. Mellem disse scener udtrykkes krigsscenarier sig med abstrakte skyggebilleder, førstehåndsvidner og haikudigte. Disse elementer virker som en halvgennemtrængelig barriere mellem det virkelige og nærværende hos publikum kontra det mystiske, fjerne og nuværende utilgængelige.

Hvad end der udspiller sig på scenen, ser det ud til at kunne forstås på flere planer; både et helt konkret, jordbundent niveau, men også på et abstrakt, metafysisk og eksistentialistisk plan som sætter gang i de kognitive tandhjul. Hvad er moralsk korrekt, hvorfor gør vi, som vi gør, hvad er konsekvenserne egentlig ved krig og hvad skal Baku egentlig forstås som? Beskytter denne mytologiske skabning virkelig menneskene mod deres egen mareridtsagtige natur, eller er denne figur blot et symbol på den evigt eksisterende, menneskelige empati og trøst som findes selv i verdenens mest håbløse tilstand, krigstiden?
Disse er blot nogle af tankerne der farer frem under stykket.

Som følge af det lyriske, stærkt billedlige og poetiske som stykket har fokus på, er reelle replikker stort set udeladte. Dog er der inddraget danske oversættelser ved scener med integrerede fortællerstemmer for ligesom at bygge broer til publikum. Og ja, det virker; disse fiktive førstehåndsoplevelser fortælles på så medrivende og ægte en måde, at angsten når helt ind og skærer i hjertet.
Men disse følelser følger skam også med i scener, hvor sproget for den gennemsnitlige dansker er helt uforståeligt; det konstante sprogskifte mellem scener på russisk, japansk, dansk og engelsk bygger broer på tværs af kulturer, og der skabes en fremmed, men samtidig velkendt og stærkt autentisk følelse ved disse internationale synsvinkler.

De yngste sidder dybt fascinerede og lader sig rive med af den scenisk vidunderlige handling, mens dette montageagtige drama lader det ældre publikum sammenkoble og skabe forbindelser mellem de individuelle fragmenterede scener der til sammen danner et større helhedsbillede.

Verden virker nu tom og ødelagt af krig, men tilbage i en stenørken under en stjernehimmel står Ivan - menneske mod natur - over for tapiren med sin indre konflikt; skal denne overlades til sin skæbne, eller skal han gøre en ende på dens mulige fremtidige lidelser? Ivan vælger at lade det stakkels dyr leve, og straks efter fødes der en lille ny tapirunge. Håbet er vendt tilbage, og der venter atter en ny dag i morgen.

Billedt af Baku vender tilbage, men denne gang i rødt. Denne farvemæssige ændring er en smuk lille detalje at have med, da stykkes næsten bliver opsummeret i disse farver; blå er i japansk kultur symbol på det begyndende, det uspolerede og det rene, hvilket er tiden inden den første kugle skyder krigstiden i gang.
Modsat dette kan den røde farve ses som tiden efter ødelæggelsen, da rød, aka på japansk, symboliserer det kraftfulde og morgendagens opstående sol. Det er muligvis slet ikke nærmere gennemtænkt, men alligevel en utrolig smuk slutning på stykket

Alt i alt, er der en langsomt graduerende balance mellem kulturer, hvor det dansk-japanske samarbejde kommer til udtryk gennem de fantasifulde, lyrisk smukke, fragmenterede scener.  
Stykket fortjener 5 ud af 5 stjerner for både originalitet, opførsel og handling!
Indholdsansvarlig Ditte Felding, dfe@horsens.dk  
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk