layoutelementlayoutelement
 
Foto: hvid støj sceneproduktion

hvid støj sceneproduktion: CUT//

Anmeldelse skrevet af Nikolaj Jepsen og Mette Berg, gymnasieelever på Horsens Statsskole

Vi kommer ind og sætter os på tilskuerrækkerne. Foran os er der scenen. Den er formet som et firkantet rum. Gulvet og væggene er hvide. Der er ingen lys i starten. I midten af rummet er der 5 madrasser. I stykket møder vi pigen Nanna, hendes mor, og hendes bedste veninde møder vi i gennem mobiltelefonen.

Da publikum har fundet sig tilrette begynder en musik at spille. Det lyder som om musikken kommer fra en gammel radio. I starten af musikken skratter radioen, og derefter bliver der spillet en lys melodi. Næsten skinger. Ind kommer en mørk og markant stortromme, som giver noget kontrast mellem lyse og mørke toner. Hun ligger mellem to madrasser, og bevæger sig langsomt med takt til musikken, mens at lyset på scenen skifter. Hun bevæger sig rundt om madrasserne, på en dansende måde. “Jeg blev født på den varmeste dag på året” starter hun stykket med.

Hendes telefon ringer flere gange fra forskellige piger i hendes klasse, som gerne vil have hende med til forskellige ting, men hver gang afviser hun, og finder på mange forskellige undskyldninger. På armene har hun nogle afklippede ærmer, som straks fanger ens opmærksomhed. Hvorfor har hun dem på? Vi kender egentlig godt svaret, men vi vil alligevel have det bekræftet. Vi møder hende en enkelt gang, hvor hun viser alle de ting man kan skære med f.eks. en kniv, et spejl, en klipsemaskine og en saks. Derefter viser hun sine arme med masser af ar. Hun snakker med sin veninde om det, og hun forsøger at hjælpe hende igennem det ved hjælp at nogle blade. Nanna prøver flere gange at sige til sin mor at hun cutter, men hun kan ikke. Hun kan ikke selv styrer sin krop. Det første Nanna gør er at pakke alle de skarpe ting ind i nogle sider fra sine blade, og smide dem ud.

Moderen ved måske godt der er noget galt med hendes datter, men hun prøver at overse det. Som om familien skal være pæn på ydersiden. Folk skal ikke se, at der er noget galt med familien. Da moderen så finder posen med skarpe ting i skraldespanden, er der en slags løsning på problemet. Moderen prøver at spørge sin datter om der er noget galt, men hun kan ikke få sig selv til det. Ligesom datteren ikke kan sige til sin mor, at hun cutter.  

Datteren skal konfirmeres, og det er her alt ting kulminere. Kan hun klare alle de mennesker? Vi følger Nanna i kirken, hvor hun føler alle kigger på hende. Da hun skal sige ja, skifter scenen, og der kommer en pause. Alt kulminere da hun siger ja.
Hun holder til sidst en takketale, og det er en lille sejr for en så genert og stille pige.

Meninger omkring stykket

Mette: jeg synes først og fremmest at jeg fik noget ud af at se stykket, og jeg fik et indblik i hvordan det er i en cutters verden. Jeg synes at stykket var meget forvirrende, fordi der kun var en person som spillede to roller, så man skulle lige finde ud af om hun spillede moren eller om hun spillede Nanna. men alt i alt et godt gennemført teaterstykke.

Nikolaj: Jeg kunne godt lide stykket. Jeg synes, jeg fik et godt indblik ind i en cutters verden. Hvordan hun tænker, og har det. Der var flere virkemidler der fangede mig, og jeg følte mig underholdt det meste af stykket. Jeg synes dog også den var lidt forvirrende, med skiftende mellem personer. 

Indholdsansvarlig Ditte Felding, dfe@horsens.dk  
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk