layoutelementlayoutelement
 
Black Box Dance Company: 7even (Foto: Michael With)

Black Box Dance Company: 7even

Anmeldelse skrevet af: Andreas gymnasieelev på Horsens Statsskole

Black Box Dance Company udforsker både menneskets fysik og psyke på én gang i perfomance-forestillingen 7Even. De fire dansere giver deres egen fortolkning af de syv dødsynder, én ad gangen, og giver på 40 minutter et budskab om frihed, accept og individualitet.

Den første danser kommer ind på en mørk scene, og stilheden, der næsten altid sænker sig over et publikum lige før en forestilling, er spændt og intens. Men intensiteten fortsætter kun, den bliver faktisk forstærket da den første af de syv danse, frådseri, går i gang. Masken, som repræsenterer dødssynden, fjerner næsten alt det menneskelige fra personen, som har den på, og danseren får en tilstedeværelse på scenen, som kræver al publikums opmærksomhed. Frådseri går i gang med at stjæle de andre danseres klæder, lidt ad gangen, for til sidst selv at have frataget dem alt. Men selvom handlingen i dansen kan virke overfladisk og triviel, så er det den imponerende koreografi, der giver budskabet en dybde. Pga. vildskaben og intensiteten i forestillingen, skal man ofte minde sig selv om, at det er mennesker, der er bag maskerne. Danserne kan med deres fremragende teknik gøre budskabet helt og aldeles troværdigt og skabe en forestilling med en høj intensitet, som varer gennem næsten hele stykket. Selv de mere rolige og langsomme scener tryllebinder publikum, med varierende grad selvfølgelig, men der var steder, hvor publikum næsten kollektivt holdt vejret.

Meget af udtrykket og intensiteten stammer også fra velvalgt musik, som ud over at skabe stemninger også understreger pointerne i scenerne. Skuespillernes koreografi, musikken og budskabet i maskerne er tilrettelagt for hver enkelt scene, udtrykket varierer meget fra scene til scene, hvilket bevarer spændingen. Inden forestillingen frygtede jeg, at 40 minutters dans kunne blive en monoton og ligegyldig oplevelse, men Black Box Dance Company får alle puslespilsbrikkerne til at passe sammen og får det samlede udtryk til at gå op i en højere enhed.

Tag for eksempel Ladhed. Dovenskab, for at bruge et mere moderne dansk ord, er vidst noget, som alle kender til. Men hvornår er man doven nok, til at det bliver en dødssynd? Forestillingen gav som sådan ingen svar, men det var heller ikke meningen. Spørgsmålet var nok, og specielt i denne scene gav koreografien virkelig dybde. Ladhed var en pige, omkranset af tre andre figurer med lange stave. De tre stavbærere prøvede mange gange at få pigen til at forholde sig til stavene; de satte dem i vejen for hende, skubbede hende med dem og løftede hende med dem. Men uanset hvad de gjorde, smuttede hun på forunderlig vis ud af enhver situation uden nogen anstrengelser. Hun var næsten flydende i sine bevægelser, som om hun var en væske, som de andre forgæves forsøgte at fange med stave. Til sidst i scenen blev hun dog fanget, og det ledte til et af de flotteste billeder i forestillingen. Der stod hun, viklet ind i stavene, ude af stand til at bevæge sig. Præcis som man kan blive fanget af sine problemer, hvis man ikke tager stilling til dem. Realplanet og symbolplanet i forestillingen fulgtes smukt ad, også i resten af forestillingen.

Efterhånden som scenerne rullede forbi, tegnede der sig også mønstre. Efter hver enkelt synd var blevet udført, trak danserne sig sammen i epilepsi-lignende krampetrækninger. Det virkede som om, at hver synd havde en grænse, som hvis den blev overskredet resulterede i personens forfald. Og lige netop det, er en vigtig pointe i stykket. Disse synder er i alle mennesker. Hvis man lod synden overtage, blev man mindre menneske og kom i stedet til at repræsentere denne ene synd. Derfor virkede maskerne så godt. De fjerner nemlig det menneskelige udtryk, så danseren med masken ikke virkede som et menneske med en fejl, men faktisk var fejlen selv. Stykket handler nemlig om vores frygt for ikke at være det perfekte menneske. Vi har alle facetter, som vi bærer rundt på, og ikke viser til andre. Det er ikke socialt acceptabelt at være doven, jaloux eller narcissistisk, men alligevel er de følelser en del af at være menneske. Men hvis man lader følelserne få overtaget, ender det med forfald. Det handler altså om kontrasten mellem at styre sine følelser og lade sig styre af sine følelser.

Selvom scenerne er forskellige både i forhold til lyd, lys, koreografi og spillestil, så giver den stiliserede spillestil forestillingen et meget rent og afpudset udtryk. Koreografien er nøje tilrettelagt til hver enkel scene, men varierer ikke meget inden for scenerne. Der var altså en tendens til, at man i løbet af de første to minutter af en scene havde sporet sig ind på dansestilen, forstået sammenhængen med dødssynden og så faldt man i en slags ventetilstand, hvor det mest spændende var at gætte, hvad der kom bagefter. F.eks. under Vrede var de to mandlige dansere i fokus og de aggressive bevægelser var intimiderende i starten, men så mistede de lidt momentum, fordi publikum nåede at vænne sig til udtrykket. Selvom danserne var vrede, var en altså en meget kontrolleret vrede pga. den stramme koreografi. Det gjorde, at vrede blev tæmmet og forestillingen mistede noget af sin intensitet. Det var altså mere skiftene, end udviklingen inden for den enkelte scene, som var spændende.

På en skala fra 1-5 vil jeg give forestillingen 3 stjerner. Jeg vil helt klart anbefale alle at se forestillingen. Den er ikke perfekt, men den er helt klart 40 minutter af dit liv værd. Forestillingen er visuelt flot, budskabet er smukt, men monotonismen opstår alligevel lidt, for vi ved godt hvornår overraskelserne kommer. Scenerne er intense, men intensiteten falder i hver scene efterhånden som publikum har vænnet sig til udtrykket i scenen. Når det er sagt, så er dansernes tekniske overskud tydeligt og deres dygtighed gør det samlede budskab både troværdigt og meget tydeligt. Deres teknik er det helt store trækplaster ved forestillingen. Lys, lyd og koerografi går alt sammen smukt op i en højere enhed. Desuden giver det pluspoint at de bliver 15 minutter efter forestillingen og snakker med publikum om budskabet. Jeg sad i hvert fald tilbage med en følelse af, at jeg var blevet klogere på livet ved at få et nyt perspektiv på dødssynder.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk