layoutelementlayoutelement
 
Kopergietery (BE): Football on Stilettoes (Foto: Phile Deprez)

Kopergietery (Belgien): Football on Stilettos

Anmeldelse skrevet af: Astrid, gymnasieelev på Horsens Statsskole

Randi og Jef er to mænd, der afprøver grænser. Med sig selv og hinanden. Og med publikum. De er to mænd, der giver skønheden en ny stemme og et nyt udtryk ved hjælp af humor, absurditeter og gennem en konfrontation med de kollektive fordomme, vi som mennesker selv har skabt om hinanden.

Jef og Randi er to mænd, der formår at være smukke på alle tænkelige måder: i bar overkrop og stilletter; gennem sveddryppende dansesekvenser; med udtværet makeup og nylonstrømper, eller iført uproportionerede kostumer. En helt tom scene med en hvid skærm er i starten scenografien, og Jef og Randi starter ud med bare at være to mænd, der, uden ord, traver synkront rundt på scenen på en hypnotiserende facon. Kun lyden af deres åndedræt og gummisko mod scenegulvet er at høre.

I takt med at flere scenarier udspiller sig og små handlinger tager form, vokser udtrykket sig større og mere nuanceret, både i form af flere rekvisitter, lydeffekter, musik og vilde kostumer. Man tror som tilskuer et øjeblik, at man er med på skuespillernes tanker bag handlingsforløbet, at man har luret meningen bag det hele, før man med ét bliver revet med videre til helt nye scener med andre sindsstemninger udtryk. Forestillingen formår at rumme et bredt spekter af forskellige former for teater, fra det nonverbale til lange, humoristiske monologer, og fra den platte underholdning til en gravalvorlig, eftertænksom stilhed. De to mænd tvinger i sidste ende tilskuerne til at revurdere deres opfattelse af normaliteten, af skønheden og af hvordan man har lov til at være lige præcis den, man ønsker at være.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk